Tre trin til dit eget smykke med tand

 

1.  Opbevar din tand bedst muligt

De fleste smykker laver jeg ud af tandkapper, som er hestens mælketænder. Dem taber hesten selv i sine første leveår, eller også kan en hestetandlæge fjerne dem ved almindeligt tandeftersyn på en unghest. Ancilla fremstiller dog også smykker af andre tandstykker eller sågar hele tænder. Ligeledes har jeg håndlavet smykker med tænder fra både kvæg og krondyr.


Hvis du er så heldig at have en tand eller tandkappe fra din hest og overvejer, at få lavet det til et smykke, er det en god ide at opbevare tanden i en lufttæt pose, så den ikke tørrer ud. Den kan eventuelt også opbevares i en fryser.

Er tanden ikke opbevaret helt efter bogen, kan den sandsynligvis sagtens laves til et smykke alligevel.

 

2. Vælg dit design

Når smykket skal designes, er der masser af muligheder for at gøre det helt unikt. Udgangspunktet vil altid være tanden. Ikke to tænder er ens, og derfor vil smykkerne også være forskellige. 

Formen

Tanden kan slibes til i form – til hjerter, dråber, firkanter eller noget helt fjerde – eller den kan præsenteres, som de er i sin naturlige form. En anden mulighed er at slibe tanden til en perle. Find masser af eksempler her i webshoppen.

Overfladen

Tyggefladen på tanden kan slibes helt glat, eller de kan beholde sine konturer.

Indfatning

Smykket kan laves med enten rent sølv, forgyldt sølv, rhodineret sølv, sort-rhodineret sølv eller rent guld. 

  • Sølv er af 925 renhed
  • Forgyldning bliver gjort grundigt
  • Guld er af minimum 14 karat. Prisen afhænger helt af, hvor meget guld der skal bruges - kontakt mig endelig for at høre om mulighederne. 

Kæden

Et vedhæng med hestetand kan for eksempel hænge på en lædersnøre, en sølvkæde, en forgyldt kæde eller en kæde i rent guld. Kæderne kan fås i forskellige længder. Vi kan også sagtens lave vedhæng til lædersnøre og charms til læderarmbånd/flettede armbånd af hestehår.

 

3.  Bestilling

 

Bestil den ønskede smykkemodel i webshoppen og send tanden plus dit navn og din adresse til Ancilla, Gørklintvej 8, 6670 Holsted. Hvis du har du særlige ønsker eller spørgsmål, må du meget gerne ringe eller skrive.

 



 

Spørgsmål og svar

Hvordan i al verden kommer man på den slags?

Ancilla er hjemmehørende på et Dansk Varmblods-stutteri, hvor hestetandlægen hvert år finder et par tandkapper hos unghestene - og så var det jo helt naturligt at se, hvad den slags kunne blive til. Det viste sig at være en del!

 

Er det muligt at få lavet et smykke efter mine egne design-ideer?

Ja, det er jo netop et personligt smykke, og inden for mulighedernes grænser gør jeg mit yderste for at hver enkelt kundes ideer skal blive ført ud i livet.

 

Hvad koster det at få lavet et smykke?

Prisen afhænger af mine arbejdstimer og mængden af sølv og guld. Forgyldning eller rhodinering af sølvet sker mod tillæg i prisen. Kig eventuelt de forskellige modeller i webshoppen.

 

Hvor stor skal tanden være, for at den kan blive til et smykke?

Generelt er det jo større, jo bedre - så kan tanden nemmere formes til for eksempel et hjerte, og vi kan vælge hvilken del af tanden, der er finest at save ud. Der er dog masser af muligheder med små stykker tand, som for eksempel kan blive til ganske små vedhæng, charms eller ørestikker.

 

Hvilken betydning har tandens tilstand?

Jeg har endnu ikke prøvet, at en tand ikke kunne laves til et smykke, selvom jeg har fået temmelig gamle tænder ind, og også nogle som har været opbevaret under enddog meget specielle forhold. Der er dog altid en risiko, når man arbejder med tænder. Hvis man går med tanker om at få et smykke lavet på et tidspunkt, er det bedst at opbevare tanden/tandkappen i en lufttæt pose.

 

Hvad er holdbarheden på et smykke?

Den afhænger helt af tandens beskaffenhed. Vi har nogle behandlinger til at forbedre tandstykkernes modstandskraft, men det er naturligt materiale, som kan ændre sig med tiden.

 

Kan jeg bestille smykker med en anden slags tand?

Ja, det kan du. Jeg har også erfaring med tænder fra hvaler, kvæg, hunde og kronhjorte. Børnetænder arbejder jeg ikke med, idet de kan være meget skrøbelige.

 

Kan man gentage en forgyldning eller rhodinering af et færdigt smykke?

Forgyldning og rhodinering kan slides med tiden. Når tanden først er monteret, er der desværre ikke mulighed for at behandle smykket med rhodium eller guld, idet tanden vil blive ødelagt.

 

Hvordan skal jeg opbevare mit smykke?

Sølvsmykker har generelt bedst af at ligge i lufttætte plastikposer, som beskytter dem mod iltning. Sølvet anløber dvs. det bliver misfarvet ved iltning, Det kan selvfølgelig poleres op igen med en blød sølvpudseklud.

 

Hvordan vedligeholder jeg mit smykke?

Indfatningen pudses med sølvpudseklud og kæden kan pudses på samme måde eller dyppes i flydende sølvrens.